Et Fælles Skridt

Et Fælles Skridt er en metode til at sikre tryghedsskabende fællesskaber for og med mennesker i psykisk sårbarhed. Metoden skal gøre det nemmere at blive en del af etablerede fællesskaber med fokus på recovery og deltagelse i civilsamfundet.

Et Fælles Skridt giver en tryggere vej ind i fællesskabet 

HVORDAN

Tag ét skridt ad gangen. Har du svært ved at overskue mødet med større fællesskaber eller finde netop dét fællesskab, som passer til dine interesser og behov? Vi guider og støtter dig hele vejen – alt sammen i dit eget tempo.

HVORFOR

Fordi fællesskabet kan bidrage positivt til din trivsel og fordi vi alle har brug for et socialt netværk, kammerater og sammenhold i et selvvalgt fællesskab.

HVAD OG HVEM

Et Fælles Skridt er en fælles følelse – og vi rækker hånden ud til dig som mangler en vej ind i fællesskabet!
Oplever du ensomhed, social isolation eller lever med en psykisk sårbarhed, som gør det vanskeligt at træde ind ad døren til et nyt fællesskab? Det er nemmere, når vi følges ad! 
Vi arbejder med empowerment, gensidighed og øvelsen i deltagelsen.

Du kan blandt andet deltage og udforske:

Et fælles skridt

– ved at deltage i de virtuelle fællesskaber. Dem finder du på alle sociale medier ved at søge på “Et Fælles Skridt”. Her kan du være med på afstand, mens du sidder derhjemme foran din telefon eller computer og få et virtuelt indblik i et nyt fællesskab, en klub eller forening i Odense.

Et andet fælles skridt

– ved at deltage i mini-fællesskaberne, som er mindre øvelsesgrupper. Her får du en smagsprøve på fællesskabet, øve din deltagelse, eller lære dig selv at kende sammen med andre. Det er uforpligtende, lærerigt og oftest helt gratis. Se hvilke aktuelle mini-fællesskaber vi tilbyder lige nu på de sociale medier eller via vores aktiviteter her. 

 

Et tredje fælles skridt

– er din deltagelse i selvvalgt fællesskab. Her støttes du i en periode af en frivillig fællesskabsguide, som kender til det hele i forvejen og som kan give dig en tryg håndsrækning ind i fællesskaber. På den måde er I fælles om at møde dit nye fællesskab, uanset om det er en idrætsforening, litteraturklub, fællesspisning eller noget helt fjerde, som du ønsker at blive en del af. 
For fagpersoner, samarbejder, foreninger og fællesskaber

Vi ser vigtigheden i et samarbejde fordi vi mener, at alle mennesker ønsker at være en del af et selvvalgt fællesskab med ligeværdighed og lige adgang. Desværre har mange med psykisk sårbarhed slået sig i forsøget – og nu på forhånd afskriver sig selv eller mangler troen på, at de faktisk godt må være med og kan bidrage. 

Det er rarest når man følges ad, føler sig godt forberedt og oplever en god velkomst eller at der faktisk er en plads rundt om bordet. Vi har skabt åbningen og vil gerne i dialog med jer ude i foreningerne og fællesskaberne. Vi vil gerne sikre en tryg adgang, som er tilpasset den enkelte borger……..

Et Fælles Skridt anvender både virtuelle redskaber, frivillige og mindre grupper som kan gøre vejen og deltagelsen nemmere. Tiltaget favner målgruppen fra 21 år og op, som sparsomt eller ingen erfaring har med foreningslivet, og som oplever, at det er svært på egen hånd at komme ind i fællesskabet. Ingen skal være alene og særligt ikke med en psykisk sårbarhed, i overgangen til recovery eller efter en længere indlæggelse på psykiatrisk afdeling.

Fællesskabet er vigtigt, og det mærker vi nu mere end nogensinde før. Fællesskabet kan nemlig styrke og skabe nuancer i forståelsen af alt det, som diagnoserne forenkler og stigmatiserer. Et Fælles Skridt sigter mod at mindske ensomhed og forhindre at eventuelle svære livssituationer ikke forværres i efterveerne af coronakrisen.

Et Fælles Skridt drives af frivillige, en projektleder og en aktionsgruppe. Vi ser stort potentiale for vidensdeling og erfaringsudveksling – og derfor må I mere end gerne tænke os ind i alle de relevante sammenhænge, hvis I ser samme potentiale. Om det er jeres morgenmøde, teams møde eller det konkrete møde med borgeren, så kommer vi gerne og fortæller!

Fordi al begyndelse er svær - det kræver øvelse, nye positive oplevelser og tryghed.

I skrivende stund er vores aktionsgruppe under udvikling. Aktionsgruppen skal bidrage til at vi bliver klogere på egen praksis, så vi hele tiden sikrer, at vi gør, hvad vi har sat os for. Aktionsgruppen skal sammen med projektlederen evaluere og finde frem til de bedste løsninger, så vi efter et års prøvetid, kan forankre indsatsen.

Forventningen er, at projektet skal forankres og fastholdes som en del af Stoppestedets og Sind Fyns øvrige tilbud. Aktionsgruppen mødes ca. hver anden måned og der er stadig plads til flere frivillige kræfter. Har du lyst til at bidrage med gode ideer og indspark til et projekt i rivende udvikling? Vi har både brug for fagpersoner eller studerende fra social- og sundhedsfaglige uddannelser, frivillige ildsjæle, kommunale perspektiver mm.

Du får erfaring med organisering af frivilligt arbejde, psykiatri kendskab og projektudvikling. Hvis du er interesseret i at høre mere om gruppen eller kan se dig selv være en del af den, så kontakt projektleder Camilla Ellegaard.

Lige adgang til fællesskaberne - Workshop for Jer

Et Fælles Skridt ønsker at skabe lige adgang til fællesskaberne, så mennesker med psykisk sårbarhed kan spejle sig og opleve sammenhold.

Som forening (uanset om I er sports-, fritids-, og social) vil i blive klædt på til at blive psykiatri-venlige. Dette gøres gennem en workshop, hvor projektlederen kommer på besøg i jeres forening.

I workshoppen vil I blandt andet få viden og redskaber til at gøre jeres forening rummelig for mennesker med psykisk sårbarhed.

Herunder hvordan I kan støtte og guide til en vedholdende deltagelse, og hvordan I kan forme tiltagene efter jeres forenings ønsker.

Camilla Ellegaard, Projektleder

 

Vores historie

Et Fælles Skridt er støttet af Slots- og Kulturministeriet og skal med bevillingen udvikle og teste i hele 2021. Projektet fungerer som et beredskab, men også som en forebyggende indsats, der på sigt skal mindske ensomhed og forankres til en bæredygtig tilgang.

Vi påstår ikke, at vi har løsningen, men beredskabet skal finde ud af hvad løsningen kan være ift. den bedste brobygning og deltagelse.

Projektet ejes af Sind Fyn, men udspringer i høj grad af værestedet Stoppestedets mangeårige erfaringer, brugerkendskab og engagement i civilsamfundet.

Et Fælles Skridt samarbejder desuden med Center For Mental Sundhed, Frivilligcenter Odense, peer-to-peer Odense og Åbent Sinds Ungegruppe.

Telefon